Vores historie

Et århundrede
med blikket opad

Rul gennem foreningens historie — fra de første håndskrevne observationer til et levende fællesskab i hele landet.

Rul for at begynde ↓
Stiftelsesmøde blandt foreningens første medlemmer
Stifterne omkring bordet · København, 1921

Selskabet for Skyernes Betragtning

Ornitologerne Knud og Anne-Marie Nebelgaard grundlægger foreningen som en udbryderorganisation af ornitologforeningen. En strid om, hvorvidt ornitologer også kan interessere sig for skyer, efterlader et langvarigt ondt blod mellem fugle- og skyfolk.

Skybetragtninger

Det første medlemsblad udkommer. Skybetragtninger er maskinskrevet, stencileret og forsynet med håndtegnede elementer. Bladet udkommer kvartalsvis frem til 1939.

Medlemmer arbejder på den første skykalender
Kalenderredaktionen i arbejde · 1934

Den første skykalender

Foreningen udgiver en officiel kalender med illustrationer af de danske skyformationer, man kan opleve gennem året. Konklusionen er nøgtern: Det meste af året er der overskyet.

Anne-Marie Nebelgaard og medlemmer viser det håndsyede skybanner
Det nye banner bliver foldet ud · 1936

Foreningen får et banner

Anne-Marie Nebelgaard tegner og syr et blåt flag med en hvid cumulussky. Herefter bliver banneret hejst ved alle foreningens større sammenkomster.

Medlemmer bliver udspurgt om deres observationsudstyr
Kikkerter og kameraer vækker mistanke · 1943

Midlertidigt nedlagt

Under besættelsen får medlemmerne forbud mod at samles udendørs med kikkerter, kameraer og tegneblokke. Aktiviteterne vækker mistanke om spionage, og foreningen går i dvale.

Genopstandelse ved Vestkysten

Foreningen vender tilbage og arrangerer den første Store Skyvandring langs Vestkysten. Samtidig udkommer Himmeljournalen: et 20-siders A5-blad med observationer, akvareller, essays og den populære “Sky-side”. Bladet udkommer frem til 1969.

Medlemmer på den første Store Skyvandring langs Vestkysten
Den Store Skyvandring langs Vestkysten · 1947
Medlemmer fejrer den første Skyernes Dag
Skyspotting og festforberedelser · Skyernes Dag, 1955

Skyernes Dag

Den første lørdag i september bliver skyernes og kærligheden til dem fejret. Dagen byder på fælles skyspotting og afsluttes med en stor fest om aftenen.

Cigaretkrisen

Det afsløres, at formand Børge Vesterlund i hemmelighed har forhandlet med et reklamebureau om at bruge arkivets billeder i en cigaretkampagne. Medlemmerne føler sig forrådt; formanden går af, og bestyrelsesarbejdet går i stå.

Medlemmer diskuterer fotografier og kort
Bestyrelsesarbejdet i de turbulente år

Skynyt går i trykken

Et nyt medlemsblad får en moderne opsætning og en løsere, mere eksperimenterende tone. Her finder man blandt andet klummen “Sky og samfund” og livlig debat om skyer.

Portræt af Astrid Jensdatter under en skyet himmel
Astrid Jensdatter · forperson 1976

Den første kvindelige formand

Astrid Jensdatter bliver valgt som foreningens første kvindelige formand. Hun introducerer blandt andet de populære skypoesikonkurrencer.

Foreningens medlemmer mødes med professionelle meteorologer
Det første samarbejde med Meteorologisk Institut · 1983

Videnskaben rykker ind

Et samarbejde med Meteorologisk Institut begynder, og medlemmerne rapporterer deres observationer. Året efter bidrager instituttet også til medlemsbladet. Efter en del drama bliver Skynyt til Skybladet, der udkommer frem til 2002 — senere med tegneserien “Sky-Finn og Nimbus”.

Et nyt navn og en mørk aften

Navnet bliver ændret til Dansk Sky-Spotter Forening for at tiltrække yngre medlemmer. Året efter arrangeres “Himmelens Harmonier” i Mols Bjerge sammen med amatør­astronomerne. Stjernerne kan ikke ses for skyer, og skyerne kan ikke ses, fordi det er mørkt.

Skyspottere og amatørastronomer ved et aftenarrangement
Hverken stjerner eller skyer kunne ses · Mols Bjerge, 1992
Frivillige digitaliserer gamle skyfotografier i 1990'erne
Arkivet og foreningen bliver digitale · 1998

På nettet

Foreningens første hjemmeside går i luften under det beskedne navn himmel-over-danmark.dk. Fotografier, observationer og foreningsnyt får et nyt digitalt hjem.

Et hjemmelavet trofæ af papmaché formet som en sky og et kamera
Det eftertragtede, hjemmelavede konkurrence­trofæ · 2003

Pixelstriden

Den første digitale skyfotokonkurrence bliver afholdt. Traditionalister protesterer mod “teknologiens indtrængen i skynydelsen” og mener, at analoge apparater bedre indkapsler skyernes rene æstetik.

Medlemmer diskuterer digitale og analoge skyfotografier
Digitalister møder traditionalister · fotokonkurrencen 2003

Skytørke og smartphones

Finanskrisen sender medlemstallet ned på 47 — en periode, medlemmerne kalder “Den Store Skytørke”. To år senere tager foreningen et teknologisk spring og lancerer sin første sky-app til smartphones.

Chemtrailstriden

En voldsom debat om chemtrails deler generalforsamlingen. Flere medlemmer forlader foreningen, og det gamle skisma mellem æstetikere og videnskabeligt orienterede skyspottere bliver tydeligt igen.

En professionel organisation

Foreningen får sit nuværende logo og tager et afgørende skridt mod en stærkere organisation. Et sekretariat bliver etableret, arbejdsdelingen bliver tydeligere, og ambitionen er at bygge en moderne, professionelt drevet medlemsforening.

Hjemme-skyspotting

Corona-lockdown lukker de fælles ture, men ikke for nysgerrigheden. Medlemmerne mødes på Zoom, deler udsigten fra deres vinduer og holder fællesskabet levende på afstand.

Medlemmer deler interessen for skyer
Fællesskabet finder nye former · 2020
Medlemmer samlet ved den afdæmpede jubilæumsfejring
En lille fejring og en stor jubilæumsbog · 2021

100 år under himlen

Foreningen fylder 100 år. Corona betyder, at jubilæumsfejringen bliver mindre end planlagt, men mærkedagen bliver fastholdt og bogen Under himlen — 100 år med Dansk Sky-Spotter Forening udkommer.

Festival og kunstig intelligens

Den første internationale Sky-Spotter Festival bliver afholdt i Skagen med deltagere fra Norge, Sverige og en enkelt tysker. I 2024 introduceres kunstig intelligens til skyidentifikation og udløser endnu en debat om “den rene skyoplevelse”.

Internationale skyspottere samlet ved kysten
Skyspottere mødes på tværs af grænser · Skagen

Et nyt kapitel

Medlemstallet falder, og mange medlemmer er blevet ældre. Mathias, Sofie og Malthe bliver valgt for at genrejse foreningen. Det gamle skisma består: Skal skyer først og fremmest nydes — eller katalogiseres, måles og vejes? Det første nye initiativ bliver en Instagram-konto.

Bliv en del af næste kapitel
Tre yngre bestyrelsesmedlemmer planlægger foreningens næste kapitel
Mathias, Sofie og Malthe lægger nye planer · 2025